
Astrid Elbo og Alexander Meinertz samtale
Beskrivelse
Bellevue Teatret og Ordrup Bibliotek inviterer til en samtale mellem solodanser ved Den Kongelige Ballet, Astrid Elbo, og balletekspert og forfatter Alexander Meinertz.
Elbo debuterer i år i rollen som pianisten i Flemming Flindts mesterværk Enetime fra 1963 overfor Alban Lendorf som danselæreren og Elisabeth Vincenti som eleven ved Sommerballet på Bellevue Teatret.
I dag kan Enetime ikke opføres eller ses uden den bevidsthed om magtovergreb, sexisme og vold mod kvinder, som #MeToo-bevægelsen har kastet lys på. Hvordan oplever Astrid Elbo balletten, og hvordan forstår hun pianistinden og hendes rolle som vidne til den psykopatiske lærers kvælningsdrab på sin elev?
Elbo danser også Døden i Roland Petit og Jean Cocteaus mimodrama, Den unge mand og døden fra 1946, som hun sidste år fortolkede som en hævngudinde.
Glæd dig til en tankevækkende samtale om kunstnerisk integritet, rollevalg og feminisme i klassisk ballet.